4-dags udflugt rundt på den spændende Yucatan halvø

Yucatan halvøen er kendt for sine lækre strande på badedestinationerne, såsom Cancun, Playa del Carmen og Tulum. Man bør dog også unde sig selv at køre ind i landet, da du vil blive belønnet med nogle virkelig spændende og store attraktioner.

Imponerende pyramider, underjordiske cenotes, farverige kolonibyer og en skøn cykeltur er noget af det som står på programmet, på rejsen igennem den nordlige del af Yucatan halvøen. En kombination spækket med en masse uforglemmelige oplevelser.

Highlights:

  • Det berømte pyramideområde – Chichen Itza
  • Den charmerende koloniby Valladolid
  • Besøg ved en flot cenotes, med mulighed for at svømme der
  • Cykeltur til den smukke Coba pyramide

 

4-dags udflugt rundt på den spændende Yucatan halvø Kontakt vores rejsekonsulenter

4-dags udflugt rundt på den spændende Yucatan halvø

Dagsprogram:

Dag 1: Cykeltur til Coba pyramiden og kolonibyen Valladolid

Efter morgenmad er der afhentning på dit hotel og kursen sættes direkte mod en af Yucatan mest imponerende, og samtidigt mindst besøgte, pyramider – Coba pyramiden.

Kørslen hertil er ret unik i sig selv, da man kører kilometervis af lange lige veje igennem ret speciel natur, hvor kun buske og mindre træer kan overleve i det tørre landskab. Årsagen til at pyramiden er mindre besøgt, skyldes hovedsageligt at de fleste turister søger mod den berømte Chichen Itza pyramide, samt at beliggenheden er et godt stykke indenlands. Det passer dog perfekt på denne rundrejse, da Coba ligger på vejen imod Valladolid.

Ved ankomst til Coba får du udleveret en velkørende cykel og så starter en dejlig køretur igennem et meget imponerende område. Du vil med det samme være glad for de få turister, som gør oplevelsen mere autentisk og man kan i ro og mag nyde cykelturen. Naturen har overtaget hele området, så du cykler reelt igennem et helt jungleområde. Flere steder undervejs kører du forbi resterne at nogle af de mange mayaruiner som findes her. Det er først der man kan fornemme hvor enormt et område dette oprindeligt har været, da det var en af mayaernes vigtigste byer på Yucatan halvøen. Efter godt 20 minutters kørsel åbner junglen sig pludselig op og en 42 meter høj pyramide, troner op ude i horisonten.

Du kan parkere cyklen og så står den på en opstigning til toppen af pyramiden. Trin for trin går man op af de stejle, men smalle trin, med tungen lige i munden – og det er først når man er helt oppe på toppen at man tør tage øjnene væk fra trappetrinene. Her bliver man til gengæld belønnet med en imponerende udsigt over hele området. Træer så langt øjet rækker i alle retninger og et flot kig ned af den stejle pyramide.

Herefter er der kørsel videre mod Valladolid, hvor du vil ankomme hen ad eftermiddagen. Efter du har checket ind på hotellet kan du gå en tur ud i byen. Valladolid er skøn om aftenen og når lysene tænder op, er der en skøn og behagelig stemning i byen. Udvalget af restauranter er stort og standarden er virkelig høj.

 

Dag 2: Rundvisning ved eventyrlige Chichen Itza og cenotes besøg

Valladolid er bogstaveligt talt, kun et stenkast fra Mexicos nok mest kendte pyramide – Chichen Itza. Så dette berømte monument skal selvfølgelig besøges. En kæmpe fordel ved at gøre det herfra, er at man ankommer til sitet tidligere end alle de andre endags turister, som kommer hertil ude fra kysten. Det medfører at man ved morgenstunden, har én time eller to inden turiststrømmen for alvor tager til. Det giver en helt anden oplevelse at gå rundt herude blandt disse unikke bygningsværker. Du kan meget bedre forestille dig Mayaernes liv og dagligdag, specielt når du hører om deres ret specielle ritualer med menneskeofringer.

Den engelsktalende lokalguide vil vise dig rundt på dette enorme område og fortælle historierne om mayaerne og deres liv – inden spanierne erobrede Mexico. Vejen lægges forbi den meget berømte pyramide ”El Castillo”, hvis byggemåde er lavet helt efter Mayernes kalender.

Du skal også forbi, det imponerende observatorium, hvor de har studeret nattehimmelen og stjernerne. Du skal også se den store boldbane, hvor en uddød sportsgren blev udført. En stor gummibold skulle, med hofterne, skydes op igennem et hul i en ring der hang et godt stykke oppe på en stenvæg.

Herefter er det tid til en helt anden oplevelse, da du skal besøge en af de flotte cenotes, som Yucatan halvøen er kendt for. Disse er underjordiske huller, hvor der har samlet sig regnvand og grundvand. Nogle af disse er meget dybe og store i omfang. Du skal forcere trapper for at komme herned og du kan skifte om til badetøj og hoppe i det svalende vand. Fra loftet hænger der utallige lianer og rødder fra tørstige træer, som forsøger at nå ned til vandet for at få næring,

Efter denne specielle oplevelse er det retur til Valladolid, hvor endnu en hyggelig aften kan tilbringes i byens gader.

 

Dag 3: Dag på egen hånd i Valladolid

I dag har du har tid til på egen hånd at gå rundt og indsnuse byens atmosfæren i dagslys. Byen er, som de fleste spanske kolonibyer, centreret om et stort hovedtorv. Herfra stikker de små hyggelige gader ud, som I kan gå rundt og udforske i eget tempo. Her vil du kunne iagttage den velbevarede koloniale arkitektur, hvilket ses på de flotte pastelfarvet bygninger, som er med til at skabe en helt unik stemning.

Byens hovedtorv skal selvfølgelig opleves! Find en bænk og sid og nyd det lokale liv passere forbi dig. Der er en vildt romantisk og god stemning her - specielt om aftenen, når lysene tænder op.
På torvet ligger også Valladolids største kirke – Templo de San Servacio, som også er et besøg værd. Fem minutters gang derfra ligger byens hyggeligste område – ved vejen Calzada de los Frailes. De lokale huse er farverige og fotogene og sidegaderne er små brostensbelagte gader.

Muligheden for at få noget rigtig god mad de dage du er Valladolid, er stor. Der er mange gode lokale restauranter. Det mexicanske køkken er virkeligt lækkert og smagsfuldt – så det er bare med at nyde det de dage du er her.

 

Dag 4: Videre mod nye oplevelser

Efter morgenmad er det tid til at checke ud af hotellet og forlade skønne Valladolid. Herfra går kørslen videre til den næste destination - som står i dit rejseprogram. Det kunne måske være en af de flotte badedestinationer som Yucatan kan byde på, såsom Holbox eller Isla Mujeres.
På køreturen dertil kan du i ro og mag reflektere, over de mange indtryk og oplevelser, du har fået de sidste to dage.