TPL_UNIQUETRAVEL_STICKY_TEXT_TOP

REJSEBLOG

Maria i Vietnam - Sapa

Maria har haft 3 oplevelsesrige dage i Sapa, med nattog, trekking i fantastiske omgivelser, lokale landsbyer, stammefolk, homestay, motorcykelkørsel i bjergene og meget mere! Hun er mildest talt meget begejstret over de mange spændende og autentiske oplevelser, og fortæller om dem alle sammen, lige her!

Nattog til Sapa

Da vi i går ankom på Hanoi station, klar til at tage nattoget mod Sapa, vidste vi ikke hvad vi skulle forvente os – udover et tog med sovekupeer. Da vi kom på toget, blev vi rigtigt positivt overraskede! Det var nogle rigtig fine kupéer, med god plads og fine køjesenge hvor selv min mand, Martin, der er 190cm høj, kunne ligge udstrakt. I kupeen var der også noget vand, kaffe, the og nogle snacks – i det hele taget en rigtig god måde at rejse til Sapa på.

I toget kom der også en snack-vogn forbi flere gange, hvor man bl.a. kunne købe chips, slik, øl og sodavand.

Omkring kl. 5 om morgenen, vågende vi til et storslået syn hvor det larmende Hanoi var væk, og var blevet erstattet af smukke rismarker, risterasser, bjerge og jungle. Meget, meget flot oplevelse og en smuk udsigt over det autentiske vietnamesiske country-side.

Et tip til toget er at tage nogle tykke sokker eller et ekstra tæppe med, da der er fuldt tryk på airconditioningen, så det kan godt blive lidt koldt.

 

Sapa og trekking med Real Sapa

Real Sapa ejes af parret Yung og Lang, som vi havde fornøjelsen af på vores tur. Det er Yung og Lang der arrangerer trekkingture, og deres familier der driver de Homestays man bliver indlogeret på, på deres ture.

Da vi ankom på stationen, blev vi hentet af Yung, der kørte os op og ned ad bjerge i en times tid, indtil vi ankom til Sapa. Her blev vi sat af på Sunny Mountain Hotel, og havde god tid til at få et bad, noget rent tøj på og noget lækker morgenmad, inden vi skulle mødes med Yungs kone, Lang.

Lang gav os en hurtig rundvisning i Sapa by og tog os med ud på hotelinspektion, hvor vi besøgte tre meget forskellige og meget fine hoteller.

Sapa er en hyggelig lille by, som er rigtig fin at besøge – men det der tog vejret fra os, var trekkingturen i nærområdet efterfølgende!

Lang tog os med ud i risterasserne, op, ned og rundt om bjergene, og turen bød både på vandfald, sortfodssvin, forskellige afskygninger af kyllinger og meget mere!

Trekkingen gik både ad veje, stier, ned i marker og på ruter uden afmærkning – nogle steder skulle vi endda springe over små vandløb! Det var en vild oplevelse!

Turen gik også forbi Langs forældre, der ejer et Homestay. Her var vi rundt og se huset der var indrettet med farverige møbler og sengetøj, myggenet, spiseplads og alt hvad man kunne have brug for – på den autentiske og lidt primitive måde. Vi skulle ikke selv overnatte her, men Lang ville gerne vise os det, så vi kunne fortælle jer om det.

Inden trekkingturen fortsatte fik vi serveret en kop grøn the, mens vi kunne observere familiens travle dagligdag, i et hjem hvor både forældre, børn, onkler osv. er bosat – så der var gang i den. Og de var så søde og imødekommende, og gode til at fortælle os om alting.

På turen besøgte vi også en lokal Hmong-stammefamilie i deres hjem, og vi gik igennem en lille landsby hvor vi så hvordan de vævede stof, malede majsmel, og lærte om hele processen ved risproduktionen, fra høst til tørring.

Vi har fået et meget autentisk indblik i lokallivet og dagligdagen i lokalområdet – en super god oplevelse!

 

Homestay

Turen gik herefter med taxa til det homestay hvor vi skulle overnatte hos en rigtig sød Hmong dame. Hmong-stammen er en af de mange minoriteter der bor i Vietnam.

Her fik vi en kold øl og et traditionelt urtebad i store trætønder. Vandet var meget varmt og fyldt med friske urter, og det var en helt speciel oplevelse – en lidt vild og spændende måde at afslutte en hård dag på. Mega fedt!

Vi fik serveret lækker aftensmad med friskslagtet kylling, og massevis af forskelligt tilbehør. Vi sad og spiste med familien, et par andre gæster og en masse risvin. Super lækkert og virkelig hyggeligt!

Vores værelsesindlogering var på madrasser med farverigt sengetøj og myggenet omkring – helt anderledes end hvad man ser andre steder.

Oplevelsen på et homestay er selvfølgelig mere primitivt end vi måske er vant til, men det er så autentisk, hyggeligt og så fint!

Næste morgen fik vi serveret en lækker suppe med nudler og svinekød, nogle bananer og kaffe – så vi kunne lade op til formiddagens trekkingtur.

Inden vi tog afsted, skulle jeg prøve en af de traditionelle Hmong-dragter – det var ikke noget jeg var helt forberedt på, men det var vildt og sjovt, og I kan se resultatet på billederne!

 

Trekking mod Topas Eco Lodge

Formiddagen gik med endnu et par timers fantastisk trekking med Lang, fra vores homestay mod Topas Eco Lodge.

På vejen holdte vi en pause nede ved en flod, hvor vi fik mulighed for at tage en svømmetur i varmen, og omgivelserne var SÅ smukke! Det myldrede i markerne med bønder og bøfler, der var i gang med ris-høsten.

På turen skulle vi krydse en flod på en 60 år gammel træbro, der egentlig ikke kunne holde til at vi gik på den – men over, det skulle vi! Vi fik at vide at vi skulle holde os på jernvangen, og at vi skulle være meget opmærksomme på ikke at træde andre steder. En lidt grænseoverskridende oplevelse, men igen, mega fedt!

Efter et stop på en lille nyåbnet restaurant, i et lille skur, hvor vi fik en tår at drikke, ankom vi til Topas Eco Lodge.

 

Topas Eco Lodge

Topas Eco Lodge er fuldstændig fantastisk! Nogle hyggelige hytter placeret på toppen af et bjerg, og en fantastisk udsigt, lige meget hvilken retning man kigger i.

Udsigten forandrer sig hver gang man rykker blikket – bjergtoppe beklædt med træer, risterasser, lokale små landsbyer, bjergveje, trekkingruter og om aftenen kan man se små lys fra de lokales scootere, der kører rundt i bjergene.

Vi var endda så heldige med vejret, at aftenen og natten bød på en helt stjerneklar himmel – helt fantastisk!

Et stykke længere oppe af bjerget ligger lodgets infinity pool. Her kan man nyde de fantastiske udsigter, mens man slapper af i det varme vand – en ubeskrivelig oplevelse!

 

Eco farm på motorcykel

Vi blev hentet på Topas Eco Lodge efter morgenmaden – af Lang og en anden guide på motorcykler. Turen i dag gik mod en af familiens plantager, et projekt de kører ved siden af deres Real Sapa ture.

På plantagen dyrker de appelsiner, guava og mandariner helt uden sprøjtemidler, hvilket er meget specielt og en smule atypisk for området.

Endnu mere vildt var, at området hvor plantagen ligger, er et af de mest fattige områder i Sapa og Lang og familien forsøger at hjælpe lokalbefolkningen til en bedre økonomi, ved at give halvdelen af overskuddet fra deres økologiske varer til de lokale familier, så de kan starte deres egne frugtplantager op.

Lang og familien køber frugttræer til dem, og lærer dem processerne bag dyrkningen, så de kan bruge plantagerne som fast indtægt i længere tid.

Den anden del af overskuddet fra frugterne bruger Lang og familien selv, til at køre deres egen plantage og farm videre.

Selve motorcykelturen bød også på andre oplevelser – vi kørte rundt oppe i bjergene mellem bøfler, landsbyer, plantager og farme, og stoppede ved en hot-spring nede i en af dalene, hvor vi fik tid til at dyppe os i det varme vand. Vi besøgte også endnu et homestay tæt på farmen, som man også kan besøge på deres Real Sapa ture. Mega fed oplevelse!

Vi sidder nu i luxury-bussen på vej tilbage mod Hanoi, og i morgen skal vi på en endagstur til Ninh Binh. Det glæder vi os helt vildt til, og I kan læse om oplevelsen i næste blogoplæg.”

 

Se vores Real Sapa udflugter her:

 

Du kan også læse om Rickos oplevelser i Sapa, fra hans inspektionstur tidligere på året – LIGE HER!