Rundrejse på Zanzibar

Gudesmukke strande med klart turkisblåt vand. Kombinér med safari, og flyv direkte fra savannen til Zanzibar. Tæt på lokalbefolkningen og det autentiske liv på øen. Intet jetlag - kun 1 times forskel fra Danmark.

"Zanzibar er kendt for sine ufattelig smukke strande. Men øen byder på meget mere..."


Zanzibar - badeferie og eventyr

Det er svært at tro sine egne øjne, når man står og kigger på den gudesmukke strand, hvor de vajende palmer kravler helt ned til det turkisblå vand. De små lokale fiskerbåde ligger og vipper ude på vandet, der er så klart, at det næsten ser ud som om, at bådene flyver.

De kendte strande ligger i den nordlige del af øen i byen Nungwi. Restauranterne serverer deres lækre måltider helt nede ved vandkanten, hvor man om aftenen kan nyde solnedgangen, mens man spiser. 

Det er denne del af øen der er afbilledet på postkost og rejsebrochurer - og det forstår vi godt! Her er virkelig smukt.

Øen byder på meget mere end de gudesmukke strande og badeferie i Nungwi

Så snart man kommer væk fra Nungwi, hvor turisterne nyder de fantastiske strande, så åbnes alle sanser. Øen har bevaret sin autentiske afrikanske livsstil kombineret med flere århundrede med indflydelse fra portugiserne, englænderne og omanerne. 

I de små charmerende landsbyer er livet primitivt. Kvinder i farverige kjoler sidder udenfor husene og arbejder med dagens gøremål, mens børnene løber leende rundt og leger. Mændene kommer hjem med dagens fangst. Der er ingen der har travlt og der er tid til store hvide smil.

Hotellerne på østkysten

Ned langs østkysten ligger små hyggelige privatejede boutiquehoteller inde i de autentiske landsbyer. Det summer af liv i gaderne. Nede på stranden ligger fiskernes både klar til at tage ud at fiske og nettene ligger inde på stranden. 

Her kommer man helt tæt på lokalbefolkningen og lærer meget om deres kultur og spændende levevis. På markederne hænger bananerne i store klaser og de eksotiske frugter og lokale grøntsager ligger indbydende på de små borde. Duftene fra de mange krydderier rammer næsen.

Hotellerne ligger omkranset af rolige tropiske haver og går helt ned til vandkanten.

På østsiden er der større afstand mellem ebbe og flod. Når det er lavvandet, så trækker vandet sig væk fra stranden i et par timer - men ved højvande er stranden til gengæld vanvittig smuk.

Vi gerne fremhæve kystbyerne Matemwe, Michamvi og Paje. 

Det gamle slavemarked i Stone Town

Historien på øen er barsk og mørk. I flere hundrede år var Stone Town centrum for slavehandlen og det var her slaverne fra hele Afrika blev udskibet fra.

I Stone Town er katedralen bygget ovenpå det gamle slavemarked. I kan prøve at sidde i en af de celler, som slaverne blev tvunget til at være i sammen med flere andre. I centrum er der et monument med slaver, der er lænket sammen med de originale lænker fra dengang.

Heldigvis er det fortid. I dag kan man slentre ned gennem de smalle gader, gennem markederne, lokale butikker og små hyggelige restauranter. I skyggen på en fortovscafé kan I nyde en kold øl. 

Det er en smeltedigel af kulturer fra fortiden, der på en perfekt måde er blevet forenet i farver, mad, krydderier, traditioner og smukke huse fra den rige handelsperiode. Når man sidder her midt i de historiske gader og indånder atmosfæren, så kan man godt forstå, hvorfor Stone Town er på UNESCO's liste over kulturarv.

Hvis i går rundt med en guide, så får i alle de fantastiske insidertips og historien fortalt af en passioneret lokal.

En af de spændende tilbud i byen er en 'Spice Tour', hvor I med en guide kommer rundt og smager på de lokale krydderier, frugter og blomster. I lærer hvad de bruges til i madlavningen, kosmetik og naturmedicin. Vidste I for eksempel, hvor vaniljestænger kommer fra? De kommer fra en slyngplante, der vokser op ad træerne. De bønne-lignende frugter plukkes, koges og soltørres. Det er en fantastisk måde at lære kulturen at kende.

Naturparken Jozani og den sjældne abe Red Colobus

Øen har kun meget lidt oprindelig skov tilbage. Men i Naturparken Jozani kan I opleve en tur ind i den regnskovs-agtige jungle. Her lever kæmpeskildpadder, krybdyr, eksotiske fugle og den meget sjældne abe Red Colobus. I nærheden kan I opleve smukke sommerfugle på størrelse med en hånd. De er på jagt efter den krydderede nektar.

Aktiv på vandet

Øen er eftertragtet af dykkere. Vandet er helt klart og sigtbarheden er høj. Et perfekt sted at tage sin dykkercertifikat 'Open water' eller 'Advanced'. De er meget professionelle.

I Paje er der nogle kvinder, der har åbnet et kite surfing center. De lover, at selv nybegyndere kan blive flyvende på 10 timer.

Der er også mulighed for at komme helt tæt på delfinerne. I Menai Bay kommer de nysgerrige og legesyge delfiner gerne helt tæt på og svømmer med jer.