Bangkok
Skøn 15-dages badeferie, der starter i hovedstaden Bangkok, hvor der er noget for enhver smag - og flere oplevelser, indtryk og gader end man nogensinde havde drømt om. Det er en by, hvor man kan blive ved med at finde nye steder, og hvor omgivelserne forandrer sig konstant.
I bliver hentet i lufthavnen af jeres egen chauffør og kørt til jeres hotel midt i centrum af Bangkok - det perfekte udgangspunkt for at udforske storbyens mange områder, der bare venter på at blive opdaget og oplevet.
Nogle af de udflugter vi især kan anbefale jer, hvis I gerne vil lidt ekstra ind under huden på hovedstaden, er vores cykeltur i Bangkok eller vores helt egen unikke udflugt Det virkelig og autentiske Bangkok. På disse udflugter mærker man virkelig nogle af de kontraster, der findes i Bangkok, og man får et helt unikt indblik i lokallivet uden for de store seværdigheder og populære gader.
Koh Kood
Efter et par dage i Bangkok henter jeres chauffør jer på hotellet, og kører jer øst på - mod øen Koh Kood. Chaufføren sætter jer af ved færgen, der sejler jer direkte til øen - og der er selvfølgelig sørget for alle jeres billetter hjemmefra.
Her har I den smukkeste udsigt over havet - direkte fra poolkanten. Der er selvfølgelig også direkte adgang til stranden - og strandene på Koh Kood er indbegrebet af ægte bounty. Det er sågar muligt at finde en strand, som I kan have helt for jer selv! For selvom turismen på Koh Kood har været tiltagende de seneste år, så er det heldigvis en stor ø, og der er stadig langt mellem resorts og turister. Lej en scooter og tag på opdagelse på øen - eller hyr en ø-taxa til at køre jer til en lækker strand, hvor I kan tilbringe nogle timer, inden han henter jer igen.
Undervandslivet omkring Koh Kood er også klart værd at udforske, så medbring snorkelmasken og tag på opdagelse blandt smukke koraller og tropiske fisk. Det kan også være en tur til øens vandfald eller udforsk den lokale fiskerby og få et unikt indblik i lokalkulturen på øen.
Koh Chang
Efter nogle afslappende dage på Koh Kood tager I speedbåden videre til Koh Chang. Her checker I ind på et hyggeligt hotel, helt ned til vandet. I har 6 nætter her som I kan nyde både på stranden, swimmingpoolen, med afslappende massage, med lækre thailandske retter eller nogle af de mange udflugter som Koh Chang byder på. Her findes et utal af udflugter med alt fra thailanske madlavningskurser, trekkingture, vandretur til vandfald m.m.
Øens mest turistede område hedder White Sand Beach. De mange restauranter dækker om aftenen op helt nede på stranden. Med lyskæder i træerne over hovedet og fødderne i sand er det ret idyllisk! Her er selvfølgelig også mulighed for at shoppe, ligesom man finder et par rigtig gode lokale restauranter, hvor maden både laves og serveres på ægte thailandsk manér!
Thailand har så meget at byde på - og dette er én af vores mest anbefalelsesværdige Thailands-rejser, især hvis I slet ikke har besøgt landet før. Så får I på denne rejse et rigtigt godt første indblik i, hvad landet gemmer på af små skatte - og med simpel transport mellem stederne.