Florida 2018 - Everglades, Naples og Miami
Ricko fortæller om den sidste del af familiens inspektionsrejse til Florida – de er ude og lede efter krokodiller, ser på kæmpestore, dyre huse og oplever spændende mangfoldighed og travlhed i Miami.
”Da krydstogtet lagde til havn i Fort Lauderdale om morgenen, valgte vi at leje en bil og køre ned til Everglades.
Everglades, swamp-boats og krokodiller
Vi startede med at køre helt ned syd på hvor der både er sumpområder og mangrove, for vi skulle ud og lede efter krokodiller på de her kendte swamp-boats! Her prøvede vi et par mindre udbydere af turene: Speedys Airboat Tours og Captain Mitch Everglades Airboat Tours – begge har rigtig gode anmeldelser på TripAdvisor.
Det var en superfed oplevelse at sejle med de her store både, vi så fire krokodiller og én der jagtede en fisk – børnene synes det var supersjovt at prøve, og især også at sejle hurtigt rundt i sump og mangrove.
Børnene fik også en ekstra oplevelse med, da vi efterfølgende var inde og se en lille krokodille, som de fik lov til at holde!
Vi prøvede også en af de helt store udbydere, der hedder Everglades Holiday Park – hvis I kender til Gator Boys på Discovery, er det en lidt sjovere oplevelse, da det er dem der kører turene. Men det er et meget turistet sted, og meget mere kommercielt end de andre. Det er lidt en pengemaskine, hvor man står længe i kø til bådene, og der sejler mange på én dag! Da vi ankom dertil, havde der allerede været 70 både ud og sejle, og parkeringspladserne var fyldt med biler og store turistbusser.
Så jeg synes helt klart det var en sjovere og bedre oplevelse længere nede syd på, med de mindre udbydere, og det er noget jeg varmt vil anbefale – men vi valgte at prøve begge, for at se hvordan det var.
Naples, fantastiske strande og dyre villaer
Vi havde et par overnatninger i Naples, og jeg synes det er en fantastisk by! Her finder du nok de bedste strande i Florida, og muligvis også i hele USA. Sandet er meget, meget fint, vandet er børnevenligt, og det er et rigtig godt sted at nyde en smuk solnedgang!
Naples er en af de fem rigeste byer i USA, og samtidig også en af de byer med mindst kriminalitet. Byen er virkelig flot, og der er virkelig mange imponerende, kæmpestore huse. Dem der ligger helt nede ved beach-fronten koster omkring 300 mio. kr., så det er helt sikkert en rigmands by, og man ser også privat jets der hele tiden letter derfra.
Men der er også mulighed for at bo billigere – vi boede på et helt almindeligt motel med pool, så det behøver ikke være særlig dyrt.
Der lå også et outlet-center lige ved siden af det motel vi boede på, hvor vi købte en hel masse tøj, helt vildt billigt! Især mærker som Tommy Hilfiger, Niké og Ralph Lauren var der meget at spare på, det kostede en tredjedel af hvad det koster herhjemme!
Miami, fest og farver
Den sidste dag gik turen til Miami, hvor vi havde booket en enkelt overnatning. Vi blev ramt af det her kulturchok, så snart vi kom ind i byen. Miami er, som man læser alle steder: en pulserende storby, som er fuldstændig skør på mange punkter. Det er en by hvor alle er lige velkomne, der er altid mange mennesker på stranden og masser af oplevelser – fuld fart over feltet, og ren fest og farver!
Miami var sjovt at se, og en spændende oplevelse at få med på vores tur, men det er helt sikkert ikke en by jeg vil betegne som børnevenlig.”
Det var sidste opdatering for denne gang, men Ricko vender stærkt tilbage med flere fortællinger, anbefalinger og flotte billeder når han i midten af maj tager på inspektionstur til Bali ?