Florida 2018 – Krydstogt

Ricko fortæller videre om familiens inspektionstur til Florida. Denne gang er de gået ombord på et stort krydstogtskib, og fortæller om deres oplevelse af en cruise-ferie.

”Vi kørte fra Orlando ned til Fort Lauderdale hvor vi havde booket en 6 dage/5 nætters tur på en krydstogtsbåd med Royal Caribbean.

Vi sejlede afsted af Fort Lauderdale, og hele næste dag brugte vi til søs inden vi ankom til Costa Maya i Mexico. Herefter sejlede vi så videre til Cozumel, der også ligger i Mexico, og til slut endnu halvanden dag til søs inden ankomst tilbage i Fort Lauderdale om morgenen.

Konceptet af et krydstogt

På krydstogtskibet foregår det hele meget professionelt og problemfrit – man udfylder et slags online-checkin inden ankomst til båden, og man ved derfor på forhånd hvilken kahyt man får. Det hele bliver gjort klar på forhånd, og man skal egentlig bare vise sit pas ved båden, og så gå ombord.

Det er en KÆMPE båd, og hele konceptet omkring det her cruise er 100% gennemført! – der er ikke meget at sætte en finger på, det hele fungerer som det skal.

Dagligdagen på båden består mest af alt i afslapning og i at nyde den luksus man er omringet af. Man lægger sig ned til poolen eller benytter sig af de mange aktivitetsmuligheder der bliver udbudt. Vi havde også tilkøbt en drikkepakke med sodavand, så vi kunne drikke gratis hele dagen – der er desuden også gratis mad mere eller mindre alle steder.

Der er en gigantisk morgenmadsbuffet, en stor frokostbuffet og en kæmpe aftenmadsbuffet, med masser af forskellig mad at vælge imellem. Det er også muligt at vælge lidt finere mad: man kan f.eks. få serveret en 3-retters menu, som også er med i prisen på cruiset. Det passede dog os bedst med buffeterne i forhold til ventetid især, da vi havde børn med.

Når man ankommer til havnene undervejs på turen, tilbyder de forskellige krydstogts-udbydere en hel masse aktiviteter og udflugter på destinationen, som man kan tilkøbe. I Cozumel var vi ude og sejle i en glasbåd sammen med børnene, hvor man sejler henover korallerne – vi fik set nogle flotte farverige fisk og en enkelt skildpadde, og jeg tror børnene synes det var en ret god oplevelse!

Der er på flere af destinationer mulighed for at tilkøbe sig adgang til beach-clubs, med adgang til strand, pool og alt det mad og drikke I vil have. Både i Costa Maya og Cozumel var vi inde og besøge to forskellige beach-clubs. Det ene sted i Costa Maya hedder La Posada de los 40 Canones, og det var et super hyggeligt sted! Det var et virkelig afslappet og roligt sted, lidt væk fra alle krydstogtsgæsterne. Helt sikkert et sted vi vil anbefale!

I Cozumel besøgte vi en beach-club der hedder Mr Sanchos. Samme princip med adgang til strand og pool, men her var der noget mere gang i den!

Man har typisk lidt over en halv dag på destinationerne – man kommer ind til kajen omkring kl. 8-9 om morgenen og sejler derfra igen ved 18-tiden. Ved landgang er der mulighed for at være kulturel, shoppe i butikker, besøge restauranter, man kan besøge de her beach-clubs, bade ved pools eller den lokale strand. Der er altså rig mulighed for flere forskellige aktiviteter!

Et cruise er ikke den billigste ferie – cruiset i sig selv koster rigtig mange penge, og så er der de her forskellige tilkøb undervejs med drikkepakke (med eller uden alkohol), all-inclusive, udflugter osv. Men det er også en båd hvor du har ALT ombord, og groft sagt er det lidt som at bo på et lækkert flydende hotel.

Aktiviteter

Vi valgte en båd hvor der var mulighed for flere aktiviteter for børnene. Der var rigtig mange forskellige store shows: vi havde Milo (6 år) med inde og se Grease Musical og vi var også inde og se et skøjteshow. Der er spillemaskiner, mulighed for massage, fitnessrum og hele tre pool-områder. Et mere roligt pool-område, et med lidt mere gang i den med musik og fest, og så børneområdet med kæmpe splash-zone, små pools hvor børnene kan bunde, masser af springvand, kanoner og meget mere.

Oppe på det øverste dæk havde de også en minigolfbane, klatrevæg, fodboldbane, basketballbaner og så havde de noget der hedder flow-rider. Her kan man forsøge sig med at surfe i en maskine der sprøjter vand ud som en stor bølge.

Anbefalinger

Man kan på krydstogtet vælge imellem forskellige kahytter – selvfølgelig til forskellige priser. Vi havde valgt en kahyt med et vindue, hvilket vi var meget glade for! Vi så nogle af de andre kahytter uden vindue, og de var betydeligt mindre, en del mørkere og med køjesenge. Man kan også købe kahytter med balkon, men de koster også NOGET mere end de andre.

Jeg vil dog anbefale at hvis man skal afsted på krydstogt, så vælg som minimum en kahyt med vindue. Man får et lidt større værelse og der kommer mere lys ind. Hvis man har råd til det, er en balkon selvfølgelig ekstra lækkert, men det er nok ikke mange aftener man kan bruge den alligevel, da det blæser en del ude på det åbne hav.

Vores generelle oplevelse af et krydstogt

Vi havde en rigtig god tur, og det var rigtig sjovt at prøve, og alt i alt en super oplevelse! Jeg tror at børnene synes det var sjovt at fare rundt på skibet i de her splash-zones og til de forskellige shows. Vi var rigtig glade for at vi havde valgt en kahyt med et vindue, og selvom det ikke er en billig ferie, er det helt sikkert en speciel oplevelse.

Men for at nyde en ferie på et krydstogt hernede skal man også være til det her show, hvor alt er arrangeret for én, og man et eller andet sted bare følger strømmen. Man skal også være forberedt på at alting foregår ”The American Way”, med store armbevægelser og godt gang i den!

Vi havde på intet tidspunkt fornemmelsen af at båden var overrendt af mennesker, selvom der er en del afsted ad gangen. Alle de forskellige restauranter osv. var godt fordelt rundt på båden.

Alt i alt har det helt sikkert været en super oplevelse, men vi er glade for at vi valgte et lidt kortere krydstogt”

 

Næste uge fortæller Ricko om deres sidste del af turen med Everglades alligatorer, rigmandsbyen Naples og det solrige Miami.