Maria tager familien med til Thailand – Koh Kood
Koh Kood er det perfekte sted til afslapning i fantastiske omgivelser! Maria og familien har været på paradis-øen Koh Kood, og har virkelig udnyttet øens og resortets afslappende omgivelser til at nyde hinandens selskab. Læs om deres dage på Koh Kood og se alle de lækre billeder her!
”På Koh Kood ligger der ikke ligeså mange resorts som på flere af de andre store Thailandske øer. Hvilket betyder masser af plads, fred og ro, og mulighed for at finde gemte, lækre strande – næsten uden andre mennesker.
Vi boede på Koh Kood Beach Resort, som er et lille resort med kun få bungalower.
Det er total afslapning, helt nede på jorden og rigtig sødt personale. Det er virkelig et sted hvor man bare kan slappe af og hygge sig med hinanden, bade i den dejlige pool og nyde den lille private strand der hører til hotellet.
Man kan låne snorkle-udstyr gratis og kajakker, og hvis man sejler omkring et kvarter i sin kajak, kan man finde en anden lækker, helt øde strand.
Øen har både vandfald, jungle og masser af spændende natur man kan udforske, så der er plads til lidt af hvert her på Koh Kood. Man kan vælge at booke en chauffør til at køre én rundt på øen, eller man kan leje en scooter og selv udforske den skønne ø.
Dagen da vi tog afsted fra Koh Kood skulle der faktisk være bryllup på resortet, som vi desværre ikke nåede at opleve. Men det hele var pyntet så fint op!
Spisesteder på Koh Kood er en smule begrænsede, og vi spiste derfor oftest på vores eget hotel – hvilket var rigtig lækker mad, til meget billige penge. Så det gjorde os ingenting!
Jeg fik massage i en lille hytte nede på stranden i en times tid, og det var så dejligt – og også rigtig billigt!
Vi har egentlig mest brugt tiden på at slappe af, nyde de lækre omgivelser og hinandens selskab – og det er der heldigvis rigtig, rigtig god plads til på Koh Kood!
Sidste blogoplæg bliver fra vores tur til Koh Chang, som I kan læse om senere.”