Ricko og Tilde besøger Mauritius med børnene

Ricko og Tilde har haft drengene med på inspektionsrejse på Mauritius - de har været på udkig efter spændende oplevelser, hyggelige hoteller og lækre strande, der er perfekte for både par og børnefamilier. Læs med og se om de har fundet hvad de håbede på!

Mauritius er en ret stor ø og det tager ca. halvanden til to timer at køre fra den nordlige til den sydlige del af øen. Generelt kan man dele Mauritius op i nord, syd, øst og vest. Den nordlige og vestlige del er de steder på øen der er mest turistede, og på den vestlige del af øen finder du blandt andet Grand Baie, som er den mest turistede by på øen.

Det har overrasket lidt hvor stort et turistmål Mauritius egentlig er. Billedet der mest af alt dominerer den vestlige og mest turistede del af Mauritius, er de mange murer der ligger langs hovedvejen. Alle de resorts der er bygget i dette område, har omringet sig selv med en mur. Det betyder, at hvad der kunne være, og mange andre steder ér, en hyggelig køretur gennem en ny by, en ny kultur og et nyt område – er blevet uinteressant og ensformigt. I dette område kan man slet ikke se de mange åbne sletter og flotte udsigter, som Mauritius ellers har masser af, og det er virkelig ærgerligt!

Vi boede selv i den nordlige del af øen, lidt væk fra den travle turisme på vestsiden af Mauritius. Så snart vi kom heropad, åbnede landskabet sig mere, og man kunne mærke en HELT andet ro, end hvad der fandtes på vestsiden. Der ligger ikke helt så mange resorts og hoteller på nordsiden af øen, og så giver en hel del mere luft!

Bevæger du dig i stedet ned langs Mauritius’ østkyst, så finder du ikke ret mange hoteller og det er meget småt - det synes jeg giver en langt større bounty-stemning. Når du kører ned langs kysten her, så er der åbne sletter med udsigt udover havet, bjerge og naturen. Det er en helt anderledes oplevelse, og er meget af det jeg personligt forventede af Mauritius!

Mauritius’ strande og hoteller

Så hvad kan man sige kort om Mauritius? Jeg er positivt overrasket over øen, men man skal være opmærksom på at det er en meget turistet ø. Det er den her type turisme der er dominerende på øen, med store hoteller og resorts - der er ikke den type bungalow hoteller som du finder i Østen.

Men det er ikke ALT øen har at byde på! Når vi kigger på udvalget af hoteller, så er der virkelig noget for en hver smag. Vi er gået lidt efter de mindre hoteller, ligesom vi normalvis gør, da vi synes det er hyggeligere, mere intimt og en bedre oplevelse.

Vi har kigget på rigtig mange hoteller som er i samme kæde - det der hedder Attitude. Vi bor på det der hedder Coin de Mire Attitude, så er der Friday Attitude, Lagoon Attitude og Zilwa Attitude. De hoteller er lidt mere intime og har forstået at skabe nogle rigtig hyggelige omgivelser, hvor der er gjort noget ud af de små detaljer. Ved poolen, er der både bar og restauranter og tilbyder ophold med både morgenmad, halvpension og all inclusive. På den anden side af poolområdet finder man også et lille kaffehus og et lille hus hvor du kan gå hen og få nogle snacks – så man er godt dækket ind, og hotellerne har virkelig tænkt på hvad deres gæster kunne få brug for i løbet af dagen, og har sørget for at dette står til rådighed!

Strandene på Mauritius er generelt rigtig gode, og fordi der er koralrev relativt langt ude så bliver bølgerne brudt. Det betyder at der på størstedelen af Mauritius er lidt lagune-agtige strande, som gør det meget børnevenligt. Vores drenge har i hvert fald hygget sig med at være ude at bade, og nydt godt af det lave og rolige vand.

Aktivitetsmuligheder

Foruden at dase på stranden så byder Mauritius på ret mange aktivitetsmuligheder. Vi har eksempelvis været ude at svømme med delfiner - vi var på en bådtur, hvor vi fandt nogle delfiner vi kunne svømme me., Det tog ikke så lang tid for de svømmer jo hurtigt, så de var ret hurtigt væk igen - men drengene syntes det var en ret sjov oplevelse.

De fleste naturoplevelser finder man nede på den sydlige del af øen, hvor der er nationalparker og forskellige viewpoints med vandfald, bådture, trekking og andet spændende.

Generelt er der ret mange forskellige oplevelser at finde på Mauritius. Vi tog også en tur ind til hovedstaden, Port Louis, hvor vi besøgte nogle lokale markeder og gik en tur rundt i byen. Det var også en rigtig god oplevelse, af få lidt kulturel forståelse for øen, lokallivet og dagligdagen.

Vi valgte at leje en bil for hele vores ophold på Mauritius, så vi havde muligheden for at se mest muligt, og følge vores eget program - og det er klart den nemmeste måde at komme rundt på. Jeg synes taxaerne er lidt dyre hernede, specielt hvis man nærmer sig aftenen. Derimod er det relativt billigt at leje en bil hernede. Vi gav lige omkring 1200kr for 4 dages leje, og bilen blev endda afleveret og afhentet på vores hotel, så det var dejligt nemt at have med at gøre.