Turen starter i Kota Kinabalu. Her har I tre overnatninger med masser af tid til at udforske byen og udnytte de mange udflugtsmuligheder på egen hånd. Der er nemlig mange spændende ting at tage sig til i byen, og det omkringliggende naturskønne område.
Tag på trekkingtur op ad Mount Kinabalu og nyd solopgangen fra toppen, besøg Crocker Range Nationalpark, tag på snorkeltur eller en spændende White Water Rafting ned ad Borneos floder. Vi vil især anbefale en tur på cykel, langs støvede landeveje, gennem rismarker og over broer og floder. Der er mange fantastiske måder at benytte jeres tid på, når I besøger Borneos "hovedstad". I kan se alle vores udflugtsmuligheder på Borneo lige her.
De næste 4 dage bliver helt utrolige og fyldt med oplevelser. I skal på udkig efter vilde orangutanger, elefanter, næseaber, tukaner og en masse andre tropiske dyrearter, når I skal på Orangutang Search. Oplevelser vil der være mange af her, og det er dét der er i fokus på denne del af rejsen.
Det vilde dyreliv er alle steder omkring jer, på både trekking- og sejlture. I får oplevelsen af at se junglen vågne efter nattens mørke timer, når I sejler i en stille el-båd ned ad junglens floder. Se hvordan livet i træer og på jorden, bliver mere og mere travl, som hverdagen stille begynder blandt de mange dyr.
Jeres 4-dages udflugt vil blandt andet også byde på et besøg på det lokale orangutang reservat. Her får I virkelig en oplevelse i verdensklasse og et helt unikt indblik i både orangutangernes liv og det lokale arbejde, der bliver gjort for at redde det såkaldte "skovmenneske". Reservatet huser både voksne orangutanger, der er blevet taget ind fordi de har været såret eller lignende, men også små unger, der er blevet fundet efterladt i naturen. I får at se, hvordan personalet tager sig af alle aberne, og hjælper dem på vej tilbage til et liv i det fri - virkelig et helt utroligt sted at arbejde!
Fra by og jungle, til ren luksus og badeferie på øen Gaya Island. Her bliver I indlogeret på ét af øens tre 5-stjernede luksushoteller, og kan nyde de utrolige omgivelser, kridhvide strande og krystalklare vand i hele seks nætter. Gaya Island er en del af Tunku Abdul Marine Nationalpark, og både dykning og snorkling omkring øen i undervands-nationalparken er helt fantastisk. Gaya Island er, hvad man kan kalde en ÆGTE paradis-ø. Foruden det utrolige og farverige undervandsliv er strandende også helt fantastiske (som taget direkte fra et postkort), og så er der et rigt jungle-og dyreliv. En ægte Robinson Crusoe ø - hvor der er plads til oplevelserne, hvis man ønsker det, men også ren afslapning og badeferie med spa, strand, pool og sol.