Vores rejsemål i Cambodia
Cambodia er et endnu meget uberørt, og autentisk land, der ikke har samme pres fra turismen, som mange af nabolandene – det er derfor muligt at få et helt andet indblik i et historisk, kontrastfyldt og kulturrigt asiatisk land, der gemmer på massevis af oplevelser, utrolig natur og en fantastisk og gæstfri befolkning.
Cambodia gemmer på både historiske seværdigheder, bounty-øer og spændende landsbyer – der alt sammen bare venter på at blive oplevet!
Phnom Penh
Et besøg i Cambodias hovedstad, Phnom Penh, byder på både pulserende markedsliv, uovertrufne tempelbyggerier og en påmindelse om Pol Pots rædselsregime, som stadig hviler som en fortidig skygge over landet og dets befolkning. Men alt i alt er Phnom Penh en vidunderlig blanding af cambodiansk charme og gæstfrihed, og et sammenkog af traditioner, med en snert af vestlig indblanding. Geografisk ligger hovedstaden lige dér, hvor Mekong-floden løber sammen med Tonle Sap og Bassac. Et smukt og livligt område.
I Phnom Penh må man ikke lade sig snyde for et besøg i Sølvpagoden, som er en integreret del af Kongepaladset. Sølvpagoden er den eneste del af Kongepaladset, hvor der er offentlig adgang – men der er til gengæld ikke sparet på herlighederne. Et skinnende sølvgulv og en guldbuddha med knapt tusinde diamanter er intet mindre end storslået.
Men cambodianernes sølvkunst er også både smuk og alsidig, og hvis der er tid til det, bør man unde sig en tur til landsbyen Po Toueh, "Sølvsmedenes landsby". Byen ligger lidt udenfor Phnom Penh og her er sølvsmedekunsten gået i arv gennem generationer, og man får lov at se hele processen.
Hvis man vil se, hvad der sælges på markederne, så kan man tage et smut forbi Paar Themei, det nye marked, hvor man kan finde alt, hvad hjertet kan begære af frugt, grønt, grillede insekter, smykker, antikviteter og tøj. Man kan til gengæld også lade vejen falde forbi det russiske marked, Psar Tuol Tom Pong, hvor lokale tekstilfabrikker sælger billigt mærkevaretøj til spotpriser.
Nyd stemningen ved havnefronten som veksler mellem by, strand, parker og den smukke promenade. Bestil et lækkert måltid og lad indtrykkene forplante sig. Phnom Penh er bestemt et besøg værd.
Siem Reap
I bund og grund betyder navnet Siem Reap "Siems nederlag", og navnet hentyder til den hundredårige konflikt mellem Cambodia og Thailand. I dag er byen i det nordvestlige Cambodia beboet af omkring 140.000 indbyggere, og er en kombination af en hurtigt voksende by, og selve adgangsporten til det 30 km2-store område med de berømte Angkor-templer.
Flere end en million turister besøger hvert år Siem Reap, og det ser man også tydeligt på udbuddet af restauranter, barer og natklubber. Men man kan også gå på opdagelse i Old Market, Psah Chas, som byder på et væld af restauranter og butikker. Sidstnævnte er en vidunderlig blanding af lokale silkevarer, krydderier og andre typiske cambodjanske handelsvarer.
Er du til fest og farver, så er Pub Street stedet for dig. Pub Street er stort område med lokale markeder, boder, butikker, restauranter og barer med livemusik. Her er der masser at se og smage på, og der er godt gang i den.
Det bedste tidspunkt at besøge Siem Reap er oktober til marts, hvor vejret viser sig fra den mest behagelige side. Temperaturen er moderat og solen skinner det meste af dagen. Fra april til august er det regnfuldt og kombinationen af høje temperaturer og høj luftfugtighed gør oplevelsen til en hed affære.
Men Siem Reap er så meget andet. Forstæderne står i stille kontrast til det pulserende bymiljø, og på eksempelvis en cykeltur, får man mulighed for at opleve Siem Reap i eget tempo, og fra en helt anden side.
Noget af det bedste ved Seam Reap, er lokalområderne, der ligger lidt udenfor. Siem Reap er i sig selv lidt mere turistet, men lige så snart man kører bare en smule væk fra Downtown og centrum - ud til forstæderne og lokalområderne derude, så bliver det en helt anden, og en meget autentisk oplevelse. Cambodia er et af de fattigste lande, der er i Asien – hvilket landet også tydeligt bærer præg af, især når man kommer lidt væk fra turismen. Her bliver man dog stadig mødt af mange positive og smilende mennesker, der alle er meget imødekommende.
Et sted vi ISÆR vil anbefale, er landsbyen Kompong Lake Village on Stilts, der ligger en god times kørsel fra Siem Reap. Denne landsby især kendt for den specielle oplevelse man får, hvis man besøger byen i regnsæsonen. Her er hele landsbyen dækket af vand pga. flodens hævede vandstand, og alt transport foregår i både. Alle husene i byen er bygget på stylter pga. den store forskel, der er fra tørsæson til regnsæson, for at kunne holde sig oven vande i regnsæsonen, og stadig stå stabilt, når alt vandet forsvinder.
I tørsæsonen falder vandstanden, og de almindelige veje viser sig nede på jorden. I hele tørsæsonen kan man køre i bil og på cykel rundt i landsbyen.
Massage: Der er mange gode massagesteder i Siem Reap, og priserne er meget lave – det er de generelt på alting i Cambodia. På Pub Street kan du f.eks. få en fodmassage for 2 dollars og en fadøl for 1 dollar. Vil man gerne prøve en lidt mere luksuriøs spa, så er der også flere større og mere luksuriøse massage- og spa steder. Det koster lidt mere, men er stadig meget billigt.
Angkor Wat
Angkor-templerne er beliggende på et 30 kvadratkilometer stort område og rummer flere end 50 templer, som blev opført over en 600-årig periode. Templerne blev nærmest ved en tilfældighed opdaget af eventyreren Henri Marhot i 1868, og hans beskrivelse af bygningsværkerne gav temmelig hurtigt international bevågenhed. I dag er Angkor-templerne betegnet som verdens 8. vidunder og er naturligvis opført på UNESCO's Verdensarvsliste.
Ligesom med pyramiderne har forskere endnu ikke formået at klække mysteriet om, hvorledes disse gigantiske bygningsværker er opført, men man ved med sikkerhed, at Angkor i sin tid var hovedstad i Khmer-riget som dækkede Cambodia og store dele af Thailand, Laos og Vietnam. Siem Reap blev betegnet som en slags hovedby med omkring en million indbyggere. Områdemæssigt vurderer forskere, at indbyggerne har boet på et areal svarende til nutidens New York.
Angkor Wat er det mest kendte tempel i området, og det blev bygget mellem 1113 og 1145. Den inderste gallerimur har over 100 kvadratmeter velbevarede relieffer som viser scener fra hinduernes skrifter og dagligdags liv som madlavning, brætspil og krig mod fjendtlige naboer.
Det blev bygget for at demonstrere Khmer-herskeren Suryavarman II's rigdomme og magt, men er også et pragteksempel på menneskehedens hengivenhed til det spirituelle og den intense gudedyrkelse.
Den 65 meter høje trinpyramide er omgivet af hele fem koncentriske gårde, og indgangen til Angkor Wat er via en 200 meter lang stengade, hvor man næsten kan fornemme det hellige kompleks' betydning under Khmer-riget. Templets symbolik – i nutidig forstand – anskueliggøres ved det faktum, at Angkor Wat indgår i Cambodias nationalflag. En påmindelse om national stolthed.
Der findes flere måder hvorpå man kan udforske Angkor-templerne, og vi anbefaler at man enten tager med en lokalguide på cykel- eller jeeptur, og tager afsted tidligt på dagen, så man har meget af området for sig selv – i hvert fald til at starte med! Med en lokalguide, kan man blive vist til de flotteste og vigtigste templer i området, og man farer ikke vild. Og når man så samtidig tager afsted på enten cykel eller med en jeep, så har man mulighed for at få dækket en større del af det kæmpestore område!
KOH RONG-ØERNE
Koh Rong-øerne er hvad man vil definere som et ægte uberørt paradis. På begge øer finder du virkelig, virkelig gode strande. Øerne gemmer på absolut nogle af de bedste strande i hele Asien, og endda bedre end mange steder i Thailand – og de er ikke ligeså påvirket af om det er høj- eller lavvandet. Der er god bund, sandet er fint og meget hvidt, hvilket er med til, at vandet får turkise nuancer og du får fornemmelsen af paradis. Begge øer ligger en halv times sejltur ud for Sihanoukville, som man enten kan flyve til, eller komme til via junglen, og så tage direkte derfra ud til øerne.
Koh Rong
Øen har mange strande, alle lige fine, hvide og lækre – og kører du om på bagsiden af øen kan du have hele stranden for dig selv. Flere af hotellerne ligger isoleret, og det er derfor oplagt for jer, som ønsker ro omkring jer.
Øen har meget dårlige grusveje, men mange veje, og det er helt perfekt at leje en scooter og køre øen rundt på egen hånd. Det er en fed måde at komme rundt at se øen, selvom det godt kan være hårdt pga. de dårlige veje.
Koh Rong Sanloem
På Koh Rong Sanloem er der én strand – her bliver man sejlet ind til ved ankomst til øen, og bliver herfra sejlet videre i små både/joller hen til de forskellige hoteller. Hotellerne ligger alle samlet på den ene side af øen, på en ca. 4 km lang strand. Der ligger mellem 10-15 hoteller ned langs stranden, og der findes også hyggelige beach-caféer og barer, hvor man kan sidde og nyde en kold øl, og se solen gå ned over havet.
Fordi alle hoteller, caféer og restauranter er samlet på ét sted, på den samme strand, så giver dette lille paradis mulighed for, at man kan "gå ud" at spise om aftenen.
På Koh Rong Sanloem findes der ingen veje, som der gør på Koh Rong, så hvis man vil udforske øen, er det enten med båd, eller på gå-ben.
Koh Kong provinsen
Koh Kong er et stort flodområde, en nationalpark, hvor meget af arealet endnu ligger uberørt hen. Koh Kong er især kendt for parkens smukke vandfald, Kardemomme-bjergene, trekking-ture og flere adventureaktiviteter. Man kan blandt andet sejle i kano, trekke til de smukke vand, og bade heri, trekke op ad bjergkæden, og overnatte midt i den smukke natur på nogle af de skønne lodges der ligger i området.
Rainbow Lodge
Rainbow Lodge ligger nede helt nede ved floden i Koh Kong - ikke særlig langt fra hotellerne 4 River Floating Lodge og Koh Andet Eco Resort. Sammenlignet med de to øvrige hoteller er dette hotel af lidt lavere standard, men dermed også mere prisvenligt.
Lodget består af bungalows, og her har man hvad man skal bruge - en seng at sove i, en fane der blæser, myggenet og badeværelse. Du befinder dig inde midt i junglen, og kan fra hængekøjen på terrassen sidde og kigge ud i de frodige omgivelser.
Lodget har et område, med en badebro ud på floden, hvorfra man kan bade, sejle i kano, spille petanque eller ligge på en madras under en parasol og slappe af.
Omkring 2 minutters gang ad en hyggelig junglesti fra end bungalow, når man til et stort restaurantområde, hvor man kan sidde og nyde de 3 måltider, som er inkluderet i opholdet på lodget (Morgen-, middag- og aftensmad).
Det er også muligt at sidde og nyde en kølig drink, i de naturskønne omgivelser. Det er en rigtig hyggelig restaurant og med god service, både her, og generelt på lodget. Manageren på Rainbow Lodge er britisk og har været på lodget i 6 år – og kender derfor alt til både omgivelser, og vestlige gæsters ønsker til et ophold i junglen.
4 River Floating Lodge
4 River Floating Lodge består af afrikansk inspirerede telte på platforme (over vandet), og telte som ligger inde på land i et sandområde tæt ved vandet.
Lodgets indretning og omgivelser er meget gennemførte og flotte! Standarden er høj, og det ses specielt på indretningen af teltene og valget af materialer, der er brugt. Her er en afslappet og paradis stemning, både inde i teltene, og ved de indrettede omgivelser omkring. Det er luksus midt i naturen.
De har et hyggeligt restaurantområde, hvor man kan få rigtig god mad, mens man nyder udsigten over den blanke flod.
Stedet har også familietelte, hvor man kan være helt op til 5 personer. Teltene er opdelt i to soveafdelinger og dertil badeværelse. De er virkelig flotte, og det er virkelig en teltoplevelse der kan betegnes som luksuriøs glamping!
Koh Andet Eco Resort
Kog Andet Eco Resort, er et super charmerende sted, hvor du fra sengen har nærmest uforstyrret udsigt til floden, og man kan gå direkte ud og tage en dukkert.
Lodget er af høj standard, når man tænker på, at det er træbungalows, der er bygget på vandet. Resortet har fire Sunset og seks Sunrise bungalows, alt efter om man helst vil nyde solopgangen eller solnedgangen fra sin terrasse.
Koh Andet Eco Resort har blandt andet et natur-svømme-område, hvor vandet fra floden kommer ind i en aflukket pool – selvom vandet måske ser en smule grumset ud, er det altså rigeligt rent, og rigtig lækkert at bade i.
Resortet ligger på spidsen af bredden, hvor bungalowsene ligger på hver sin side, med restauranten i midten. Vi elsker det her sted, for de har virkelig gjort deres for, at passe ind i omgivelserne, uden at gøre for meget ”ekstra” - der er blandt andet ikke varmt vand eller aircondition i hytterne, der er dog ventilation i loftet, og oftest dejlig varmt. Så en kold skyller er egentlig hvad man helst vil have alligevel!