Hanoi, Halong Bay, Mai Chau, Hoi An & Ho Chi Minh City

Fra hovedstadens puls til rismarkernes ro

Fra storby til rismarker til badeferie. Denne rundrejse er for jer, der vil smage på lidt af det hele som Vietnam har at byde på, så I kommer hjem med et helstøbt indtryk af det skønne land. Vi tør godt love, at der venter jer en rejse for livet, hvor I kommer langt fra hverdagen og helt tæt på Vietnams venlige befolkning, naturten og en håndfuld spændende byer.

Highlights:

  • Storbys-ophold i Vietnams hovedstad, Hanoi
  • Cruise på Halong Bay mellem betagende kalkstensklipper
  • Naturskønt område omgivet af rismarker og høje bjerge i Mai Chau
  • Badeferie i Vietnam hyggeligste by, Hoi An

 

Hanoi, Halong Bay, Mai Chau, Hoi An & Ho Chi Minh City Kontakt vores rejsekonsulenter

Hanoi, Halong Bay, Mai Chau, Hoi An & Ho Chi Minh City

I starter jeres rejse i Hanoi, hvor det charmerende kaos af små gader, scootere, cykel-boder, lækker mad og alverdens andre ting venter jer.

I løbet af jeres storbys-ophold i Vietnams hovedstad skal I på en naturskøn endagstur til Ninh Binh. Her kommer I helt tæt på områdets betagende natur med kalkstensklipper og rismarker, lokalbefolkningen og kulturen. Ninh Binh er et fantastisk sted, og udsigterne kan ikke beskrives – de skal bare ses! Ninh Binh bliver blandt andet sammenlignet med UNESCO-bugten Halong Bay, og bliver kaldt Mini Halong Bay. Netop på grund af de utrolige omgivelser med kalkstensklipper, rismarker og floder.

En endagstur til Ninh Binh er det perfekte afbræk fra de kulturrige dage i Hanoi, som er fyldt med spændende indtryk og oplevelser. De resterende dage i Hanoi vil vi anbefale jer at tage på opdagelse i de travle gader – tag til Hanois ”tema-gader”, hvor hver gade er fyldt med butikker, der kun sælger én ting (tøj-gaden, sko-gaden, osv.). Her kan man nemt bruge nogle gode timer på at se, hvad spændende ting de lokale butikker har at tilbyde!

Det er også værd at bruge lidt tid på at besøge den gamle bydel – her får man sat tingene lidt i perspektiv, og får et indblik i byens spændende historie!

Efter 3 nætter i byen er det tid til næste stop på jeres rejse. Fra Hanoi går turen videre med biltransfer til Halong Bay, hvor I kan se frem til et 2-dages cruise på vandet. I sejler med en stor træbåd, der vil føre jer gennem et imponerende landskab af kalkstensklipper. En af turens helt store højdepunkter er at se solnedgangen fra dækket, hvor de sidste solstråler langsomt forsvinder bag de storslåede klippeformationer. Dét er altså et flot syn!

Efter to dage på vandet går turen videre til det idylliske Mai Chau, et naturskønt område omgivet af rismarker og høje bjerge. Her indlogeres I på Mai Chau Ecolodge, som ligger midt i de frodige marker. Hotellet byder på høj komfort med en god restaurant, pool og andre lækre faciliteter. Hvis I har lyst til mere aktivitet, er der masser af muligheder for at tage på vandre- eller cykelture og udforske området nærmere.

I forlader Mai Chau med fornyet energi efter dage med god mad, afslapning og udflugter ude i den skønne natur. I vil blive kørt tilbage til Hanoi, hvor I skal med nattoget mod Danang.

Efter en nat i toget gennem landet ankommer I til Vietnams hyggeligste by, Hoi An. I Hoi An skal I slappe af og nyde det langsomme tempo - smid skoene, tag badetøjet på og find jer godt til rette på en af de dejlige strande!

Hoi An er uden tvivl en af de mest charmerende byer i Vietnam, med sine gule kolonistils-huse, små gader fyldt med skræddere og en skøn strand. Tag ud og udforsk de smalle gader, der er mange fine butikker at gå på opdagelse i.  

Vi anbefaler også en tur til den gamle bydel, som er helt afspærret for køretøjer. Her vil I opleve en helt speciel ro. Sæt jer ved en af de små restauranter langs floden og nyd en forfriskning eller et lokalt måltid mad. Det er en oplevelse, I ikke må gå glip af!

Sidste stop på denne rejse er Ho Chi Minh City/Saigon, hvor man næsten ikke kan undgå at få fortalt den barske historie om Vietnam-krigen og dens ofre. På trods af den skræmmende historie er det virkelig en stor oplevelse at få et indblik i dette og høre historien fra vietnamesernes side. I må ikke snyde jer selv for et besøg ved de kendte Cu Chi Tunnels!

Mættet af oplevelser og minder for livet vil der være masser af rejsehistorier at fortælle, når I kommer hjem fra denne rejse!