Dette er en skøn 3-dages udflugt og en af de bedste måder hvorpå, I kan opleve Mekong floden, det enorme delta og de lokales samspil med floden. Her bliver transporten en oplevelse i sig selv, når turen går fra Saigon, den største by i Vietnam - til Phnom Penh, hovedstaden i Cambodia.
Ombord på det charmerende skib – Mekong Eyes Explorer, kan man læne sig tilbage og nyde de lokales hverdag som passerer forbi en. Det er spændende at se hvordan de lever på, og i harmoni med floden - og det er en så fjern og anderledes hverdag, sammenlignet med den danske andedam. I får selvfølgelig også set de berømte og farverige flydende markeder, hvor der sælges friske fisk, grøntsager og frugter i alle afskygninger.
Highlights
- Flot kørsel fra Saigon ud til Mekong floden
- Sejlads på Mekong floden
- Gåtur ved lokale landsbyer og markeder
- Besøg ved Cai Rangs flydende marked
- Skøn vietnamesisk mad
Dagsprogram
Dag 1
Efter morgenmaden på jeres hotel i Saigon, bliver I hentet og kørt mod Mekong floden. Storbyen forsvinder langsomt bag jer og snart kører man rundt omgivet af marker, floder, husdyr og lokale – så selve kørslen ud til færgelejet er en oplevelse i sig selv.
Ved middagstid ankommer I til Cai Be, hvor I går ombord på det smukke træskib, der skal sejle jer op ad den mægtige Mekong flod, mod Cambodia. Efter en forfriskende velkomstdrink bliver I vist rundt på skibet og indlogeret i jeres hyggelige kahytter.
Når frokosten efterfølgende serveres, sker det samtidig med, at træskibet langsomt forlader havnen. Læn jer tilbage og nyd udsigten med de fantastiske naturlige kulisser og det daglige liv på den mægtige Mekong flod.
Hen på eftermiddagen ankommer I til den afslappede by Sa Dec, hvor I skal på en spændende rundtur i byen. Der vil være tid til at besøge det travle, frodige og farverige lokalmarked, en nærtliggende blomsterbys smukke plantager og byens autentiske seværdigheder og bygninger.
Efter en begivenheds- og indtryksrig eftermiddag i den spændende landsby går turen tilbage til skibet, hvor der bliver serveret en lækker middag. Middagen indtages imens man kan beundre den smukke solnedgang over Mekongdeltaets betagende omgivelser. Der lægges anker for natten et roligt sted.
Måltider: Frokost og aftensmad.
Dag 2
Der bliver serveret morgenmad på bådens øverste dæk, hvor I kan nyde den skønne udsigt og den rolige morgen. Herefter er det tid til en oplevelsesrig sejltur i de traditionelle mindre vietnamesiske Sampan-både. En skøn og afslappende måde at sejle rundt på, hvor I virkelig kommer tæt på lokalbefolkningen og deres meget anderledes liv på Mekong floden.
På floden sejler store flodpramme fyldt til randen med diverse afgrøder fra de vietnamesiske marker, på vej mod Saigon. Disse er omgivet af mindre lokale både hvor der fiskes fra, eller sælges varer fra, eller med lokale der skal på arbejde, som sejles til nærmeste by.
I skal selvfølgelig også opleve det flotteste og mest aktive flydende marked, det som hedder Cai Rang. Her sælges der hovedsageligt frugt – hvilket fås i alle mulige farver og afskygninger og nogle som I formentlig aldrig har set før. Det er en meget farverig og eksotisk oplevelse og de billeder man oftest ser af Mekong floden, kommer fra netop dette marked.
Efter en tre timers sejlads sættes kursen tilbage til skibet, hvor I skal tjekke ud. Hernæst kører I fra Can Tho til den lokale vietnamesiske by Chau Doc og undervejs spises der frokost. Byen ligger lige ved grænsen til Cambodja og hotellet I skal overnatte på, ligger skønt, med udsigt over Mekong floden. Her kan I f.eks. tage en forfriskende dukkert i poolen og bruge aftenen på at gå rundt og se på den hyggelige by.
Måltider: Morgenmad og frokost.
Dag 3
Efter tidlig morgenmad står den på en kort transport i speedbåd hen til grænsen til Cambodja. En engelsktalende guide fra Mekong Eyes Explorer følger med jer til grænse for at hjælpe jer med visa. Når dette er veloverstået, står formiddagen på sejlads i speedbåd, på den cambodianske del af Mekong floden. Imens I skyder igennem det flotte flod-fyldte landskab, ser I lokale som fisker fra deres små både, cambodianske pargoder og træhuse bygget på pæle for at kunne klare sig uanset vandstanden på floden.
Omkring kl. 13 ankommer I til færgelejet i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, hvor I så vil blive kørt i minibus, til jeres hotel i byen.
Måltider: Morgenmad.