Udforsk Hoi An og øen Cam Kim på cykel

I Hoi An området er der rig mulighed for at komme rigtig tæt på vietnameserne og deres hverdag. Det kommer I virkelig på denne cykeltur til øen Cam Kim, som ligger lige syd for Hoi An. Her kan I selv prøve kræfter med flere vietnamesiske håndværk og lære de enkeltes hverdag at kende.

Disse oplevelser er krydret med en anderledes sejltur i de runde bambuskurve-både, og en behagelig sejlads i robåd, på den skønne Hoai flod.

Highlights

  • Skøn cykeltur til den lokale ø – Cam Kim
  • Sejlads i de berømte runde bambuskurve-både
  • Besøg hos lokale håndværkere
  • Sejltur i robåd på Hoai floden
  • Dejlig let vietnamesisk frokost

Dagsprogram

Efter morgenmaden bliver I mødt af jeres turguide ved hotellet. Her får I udleveret cykler og hjelme – og efter tilpasning af sadler er det ”op på hesten” og ud i Hoi Ans spændende gader. Det er en sjov måde at opleve byen på og i et tempo, hvor alle kan være med… og det er helt OK at råbe; Stop for a Photo! - Det er jeres private tur – så I bestemmer.

Kursen sættes mon Hoia floden, der så fint løber igennem Hoi An og deler byen i den gamle og den nye bydel – faktisk består Hoi An af en del både mindre og større øer!

I skal krydse floden med en båd, på vejen mod Cam Kim Island. Dette er en af de større øer og den huser en masse lokale håndværkere, som virkelig kan deres kram. De arbejder på en primitiv måde, som er meget fascinerende at opleve!

I bliver også tilbudt at prøve kræfter med nogle af arbejdsgangene – og det er en enestående chance for at komme tæt på den lokale håndværker, der leverer ægte autentisk ”kunst”! Tag en snak med de lokale. Her får man virkelig fornemmelsen af at sætte pris på, hvad man har, og leve et meningsfyldt og skønt liv med, hvad der er at gøre godt med.

I besøger blandt andet nogle lokale bådebyggere, der viser, hvordan de vedligeholder og bygger de lokale både med brug af blandt andet bambusfiltre og gummi fra gummitræerne. 

Vejen lægges også forbi en familie som lever af at lave rispapir, som bruges i de vietnamesiske forårsruller. Det kræver en speciel teknik og noget erfaring førend man kan lave disse til perfektion. En anden familie I skal besøge, ernærer sig ved at flette bambusmåtter, som bruges på gulvet i vietnamesiske hjem.

I skal prøve at sejle i de sjove runde bambuskurve-både, som fiskerne bruger, når de skal ud at fiske. Der vil selvfølgelig være hjælp fra de lokale, så det bliver en sjov oplevelse for alle! Også uden behov for at skifte tøj efterfølgende!

Ved frokosttid gør I et stop på en lille restaurant, hvor I skal smage lækre vietnamesiske specialiteter.

Efter frokost går cykelturen tilbage over broen, og nu er det blevet tid til at udforske den gamle og meget smukke bydel i Hoi An. ”Den gamle bydel” består af 3 veje, der alle er bebygget med flotte huse i et arkitektonisk mix af vietnamesisk, japansk og kinesisk. Et levn fra tiden hvor Hoi An var en berømt handelsby for de tre folkefærd.

I afslutter denne spændende dag på afslappende vis, da I skal på en behagelig sejltur på Hoia floden, med en traditionel robåd. Det er altid fint at se en by fra vandet af, da man ser den på en anden måde end når man går igennem den.

I vil være tilbage ved jeres hotel om eftermiddagen.