Hej Ricko og co.
Vi har haft den dejligste tur til Thailand i 2 uger (14-28 januar 2020) og vil gerne takke dig og dine medarbejdere for fantastisk god hjælp til at få strikket den helt rigtige ferie sammen. Dette på trods af vores væven rundt i, hvor mange vi skulle afsted, og hvor vi skulle bo, så har vi kun oplevet god support og forståelse fra jeres side. Mange tak!!
BANGKOK - 3 OVERNATNINGER
Vores første stop var i Bangkok hvor vi boede i Silom området på Hotel Furama Silom. Som ventet var det ikke det mest luksuriøse, men vi havde også selv valgt at spare lidt på hotelomkostningerne på denne del af turen. Beliggenheden var rigtig god og i gåafstand til natmarkedet Patpong som var en sjov og kulturel oplevelse - især for mine 2 store teenagedrenge. Tagterassen på hotellet var skøn med pool og god udsigt over Bangkok.
Dag 2 var vi på cykeltur med ABC Biking Bangkok og det var den mest fantastiske og autentiske oplevelse med den forrygende guide, Eddie. Vi tog offentlig transport til cykelbutikken, hvilket var super nemt og der var god hjælp at hente på stationen, til at få købt de rigtige togbilletter.
Dag 3 var vi på heldagstur ‘Det virkelig autentiske bangkok’ med den skønneste guide, Oy. Vi oplevede så meget på turen og var steder, hvor vi ikke så ene eneste turist ud over os selv. Det var dog en noget lang udflugt (10 timer) og ikke noget jeg vil anbefale med mindre børn. Egentlig synes jeg, at vi med cykelturen, var godt dækket ind med autentiske oplevelser.
Vi havde alt i alt 2,5 dag i den meget smog-ramte storby, hvilket var rigeligt, men bestemt en kæmpe oplevelse især på den kulturelle del. Ikke noget jeg ville have undværet.
KOH KOOD - 4 OVERNATNINGER
At ankomme til Koh Kood oven på vores Bangkoktur var en helt igennem magisk oplevelse. Vi fik al den Bounty-ø stemning, ro og smuk natur som vi havde håbet på... helt uden turistkaos.
Vi boede på Koh Kood Beach Resort som var så helt igennem vidunderligt og som indfriede meget mere end vores ellers høje forventninger. Resortet er ikke større end at man fra hytten kan overskue det hele. Både restaurant, pool og strand er lige inden for rækkevidde og det er umuligt at fare vild. Følelsen af frihed, venlighed og tryghed på resortet er slet ikke til at beskrive. Da området er ganske småt med deres ca 20 hytter, så blev oplevelsen og service meget personlig og nærværende...og helt uden følelsen af at blive flået for penge da alle former for udstyr til snorkelture, kajakker, etc kunne lånes uden beregning. Dette gav en utrolig følelse af luksus, forkælelse og ikke mindst tillid.
Jeg må sige at de billeder og beskrivelse, man kan finde på nettet, af resortet slet ikke lever op til det paradis som vi faktisk oplevede. Så tak, Ricko, fordi du holdt fast i at det her var stedet vi skulle tage til.
I og med at der ikke er meget turisme på øen brugte vi en del tid på resortet, ved poolen og med at snorkle i bugten samt i den lille lokale fiskeby der ligger 3 min gang fra hotellet. Det var en oplevelse i sig selv og dejligt at drengene bare lige kunne løbe ned i en af de lokale kiosker og handle, uden nogen form for bekymringer.
Vi havde et par enkelte ture, hvoraf den ene var en tur til Klong Chao vandfaldet, som kun er en kortere køretur fra resortet. Det var den hyggeligste oplevelse og en af de ture, hvor man ikke skal sætte en hel dag af til. Skønt! Og med en privat taxi til 200 kr (alt inklusiv) for hele turen så kunne vi komme hjem da det passede os.
Den anden tur var til "byen" Jeg ved ikke om der egentlig er en rigtig by for her var faktisk kun en restaurant og et massage sted, men med en lille gåtur ud i det blå fandt vi en lille lokal skole, børnehave og bibliotek samt en tur i junglen på egen hånd. Så massere af autencitet.
KOH CHANG - 5 OVERNATNINGER
På Koh Chang havde vi valgt det noget større Resort 'Centara' som var endnu en helt ny oplevelse. Det havde alle de faciliteter i form af underholdning og spil som fx bordtennis, Playstation, yoga på stranden, fodbold osv som vi havde håbet på. Endvidere var der kun 5-10 min gang til byen fyldt med restauranter, butikker, massagesteder, apoteker osv.
Resortet var super flot med de mange stier og broer og vand og med restauranten helt ud til stranden. Dog på ingen måde lige så hyggeligt som vores forrige oplevelse på Koh Kood og meget mere turistpræget. Udadtil var resortet meget velholdt og hyggeligt, men værelserne bar præg af at være slidte og beskidte og der lugtede så forfærdeligt af gammelt indelukket vådt sommerhus på vores værelse at vi bad om at blive flyttet til et nyt. Vi fik et nyt værelse uden problemer, men igen med samme dårlige oplevelse af mug-lugt, hvilket gjorde at vi valgte at sove med helt åbne døre og ventilation på max. Dog med den ulempe at lukke alle myggene ind. Så det var en af to under og det endte med at myggene vandt og vi måtte tage de myggestik det medførte.
Servicen på resortet var helt fin, dog bar den lidt mere præg af de mange turister, hvorfor personalet ikke var helt så nærværende. Endvidere var der noget dyrere på restauranten sammenlignet med det meste andet vi har oplevet. De havde dog en rigtig dejlig morgenbuffet med alt hvad hjertet kan begære.
Stranden var fin men ikke sådan rigtig lækker (hvilket Ricko havde fortalt mig) og pga store ændringer i tidevandet var der skiftevis fint badevand eller rigtig mange mikro-krabber og der var ikke så meget liv eller restauranter på stranden som forventet.
Først på 2. sidste dag opdagede vi at der lå en strand meget tæt på, hvor vi bare lige skulle over en lille bro, og på den anden side var den hyggeligste atmosfære med strandrestauranter, live musik, massagesteder og rigtig feriestemning.
En tur til White sand beach var også et must og en oplevelse med aftenmarked med hundredevis af småboder på den ene side og strandrestauranter på den anden side. Meget turistet og når man først har set de første 20 boder så har man vist set det meste. Men bestemt en sjov oplevelse og det meste kan købes for næsten igen penge.
Under vores ophold havde vi håbet på en tur til et elefantresort, hvor vi kunne opleve elefanter i naturlige omgivelser. Dette blev dog ikke indfriet, da Ko Chang kun kunne tilbyde os at se elefanter i fangeskab, så det må vi have til gode til en anden gang. Så vi måtte nøjes med oplevelsen af at smugkigge på de elefanter, der boede i stalde i den lokale by.
Den sidste tur vi var på var en klatretur i Tree top Adventure Park, hvor vi med liner på, klatrede i trætoppene i junglen. Guiderne var meget opmærksomme på sikkerheden og vi blev fulgt tæt. Her fik vi både brugt musklerne, fik lidt sug i maven på svævebanerne og fik set en stor flok vilde aber.
TRANSFER
Alt omkring transfer fra sted til sted arrangeret af Unique Travel er gået fuldstændig problemfrit, hvilket er ekstra fantastisk, når man har været noget rundt omkring. Især har det været rigtig dejligt at have egen minivan til os 3, da turene på henholdsvis 5 og 7 timer krævede et par lure undervejs for mine to store teenage drenge... og med wifi hele vejen, så gik det hele lige det lettere.
Alle andre former for lokaltransport var også super let og ikke mindst billigt, og jeg kan bestemt anbefale at flyve med Qatar.
Endnu engang tak, til jer alle hos Unique Travel, for at være med til at gøre vores rejse til Thailand helt unik. Det er bestemt ikke sidste gang vi har været i Thailand, og hvorhen vores rejse end går næste gang, så vælger vi uden tvivl at booke via Unique Travel.