Dubai
Denne 16 dages rundrejse starter i millionbyen Dubai. Dubai imponerer de fleste med sin eksklusive storbystemning, og man kan da også godt blive en smule overvældet, når man stiger ud af flyet - for allerede i lufthavnen bliver man mødt af utrolige og storslåede omgivelser, som vist godt kan siges at være et af Dubais kendetegn. Som man bevæger sig ud af lufthavnen mod ens hotel, dukker den ene skyskraber efter den anden op. Burj Khalifa, som er verdens højeste bygning pryder også bybilledet, foruden de gigantiske shoppingcentre... Bevæger man sig mod havnen og promenaden, bliver man mødt af gigantiske yachts, luksuriøse og dyre biler.. Dubai er virkelig et utroligt sted!
Byen er dog ikke "kun" eksklusivitet og luksus, der gemmer sig også en historie og oplevelser, der kan give jer et andet indblik i byen. Tag på city-tour til den gamle bydel i Dubai og mærk kontrasterne, der foruden historien om fortiden, også fylder byen.
Khao Lak
Efter tre nætter i den utrolige, og på nogle måder overvældende storby, går rejsen herefter afsted mod 4 dage i Khao Lak med fokus på ren afslapning! I Khao Lak kan I, udover at nyde de lækre strande og det klare vand, også vælge at sejle ud til Similan-øerne og snorkle eller dykke. Similan Islands er især kendt for områdets skønne snorkle- og dykkerområder. Det er helt sikkert værd at afsætte en halv eller hel dag for at tage på opdagelse i det utrolige undervandsliv.
Khao Sok Nationalpark
Omgivelserne bliver i sandhed en anden oplevelse, når rejsen går mod junglen i Khao Sok og en hyggelig hytte i toppen af junglens træer. I Khao Sok vil de næste dage være i naturens tegn, og I bliver indlogeret lige midt i det hele. Dagene i Khao Sok kan bruges på mange forskellige oplevelser. For er der noget, dette område virkelig er rigt på, så er det udflugter! Khao Sok junglen er en af Thailands største naturoplevelser og fyldt med et rigt dyreliv. Så snyd ikke jer selv for eksempelvis en sejltur på den smukke Cheow Lan Lake, som er omgivet af høje kalkstensklipper, en trekkingtur på junglestierne, en gåtur med elefanter eller en kanotur - udflugtsmulighederne er mange - det sværeste er at begrænse sig! I kan se et udpluk af udflugtsmuligheder i Khao Sok her.
Koh Yao Yai
Fra Khao Sok er der blot en kort køretur og en lille sejltur i Thailands skønne bugt, inden I ankommer til Koh Yao Yai. Øen er i sandhed en bid af paradis, og er en af Thailands endnu uspolerede perler. Der er endnu ikke mange turister, der har fundet vej til øen. Det betyder, at I nemt kan finde en skøn lagune eller strand-strækning, uden at se et eneste andet menneske omkring jer. Det betyder også, at I på Koh Yao Yai kan opleve den ægte og autentiske thailandske livsstil.
Her kan I virkelig nyde øens fred og ro, og fordøje de mange indtryk og oplevelser I har fået med i kufferten på denne rejse, inden turen, til sidst, går tilbage mod Danmark.