River Kwai og de smukke Erawan vandfald

Få nogle af Thailands bedste historiske seværdigheder serveret på et sølvfad på denne private heldagstur til Kanchanaburi.

Turen starter fra morgenstunden, hvor I bliver hentet på jeres hotel kl. 07.00. Efter en god køretur er I ude af Bangkok, og naturen ændrer sig til et smukt og frodigt landskab i området omkring Kanchanaburi.

I starter med at besøge det fantastisk smukke Erawan vandfald. Her er vandet rent og oplevelsen ægte. Erawan vandfaldet er et vandfald bestående af syv terrasser/niveauer. Det kræver lidt benarbejde at nå alle syv niveauer, men man kan med fordel tage badetøjet med og snuppe en dukkert flere steder på vej op.

Herefter bliver I kørt videre til floden Kwai, hvor I får serveret frokost på River Kwai Jungle Rafts Resort helt ned til floden.

En longtailbåd sejler jer fra restauranten ned ad floden gennem det meget smukke landskab. Fra båden vil I kunne se, hvordan lokallivet folder sig ud ved flodbredden. Efter ca. 45 min sejlads er I tilbage ved restauranten og bliver herefter kørt til den verdensberømte bro. Broen over floden Kwai. Broen var et led i den thailandske og burmesiske jernbanelinje for at understøtte den japanske okkupation af Burma. Omkring 100.000 tvangsudskrevne asiatiske arbejdere og 12.000 krigsfanger døde under hele projektet.

Der er god tid til at krydse broen - enten på gåben eller med det gamle lokomotiv tog - og indsuge stemningen i området.

Efterfølgende går turen til Thailand-Burma Railway Museum, hvor I gør ophold en halv times tid. Det er rigelig tid til at få et udmærket indblik i den historiske fortid, både i billeder og fortællinger. 

I slutter turen af med et besøg på De Allieredes Krigskirkegård fra 2. Verdenskrig, hvor knap 6.900 allierede fanger ligger begravet - herunder en enkelt dansker. Her gør I også ophold og lytter til guidens fortællinger, inden turen ved 17.30 tiden går tilbage mod Bangkok. Afhængig af trafikken er I tilbage i Bangkok ca. kl. 20.00.

2 dags-turen til Broen over floden Kwai:

På 2-dages turen bliver man ét med naturen, når der overnattes på det hyggelige River Kwai Jungle Rafts Resort ved flodbredden, hvor der om aftenen serveres lækker middag. Næste dag går turen til Hellfire Pass, et af de steder, hvor jernbanen krævede flest menneskeliv. Her bekræfter, både museum og den dybe kløft gennem et stort bjerg, vilkårene for arbejderne. 

Derudover skal I ud at opleve lokallivet på cykel, til lokale templer, landsbyer, og så besøger I en lille elefant-oase (der ikke involverer elefantridning!)